Historie / oprindelse:
Den Tyrkiske Van er
en gammel katterace fra mellemøsten. Oprindeligt stammer den
tyrkiske van fra regionen omkring søen Van i det nuværende
østlige Tyrkiet, men findes også i Armenien, det nordlige
Irak og Iran. Alle steder hvor klimaet varierer til
ekstremerne.
At den tyrkiske van kat er en meget gammel katterace vides,
da man har fundet et billedskærerarbejde af en hvid
semilanghåret kat med ringe på halen, som kan dateres
tilbage til år 1600 f.Kr, og den tyrkiske van er senere
blevet afbilledet på segl, malerier, stentavler og
ornamenter. Da romerne erobrede området omkring år 75 f.Kr.
adopterede de et emblem med en kat på deres krigsbanner, og
denne kat var ligeledes en lys ensfarvet kat med farvede
ringe på halen, som netop karakteriserer det vi i dag kalder
den tyrkiske van kat.
I 1955 rejste journalisten
Laura Lushington og fotografen Sonia Halliday rundt i Tyrkiet på job for det
tyrkiske turistråd. De bemærkede en dag, at kattene specielt omkring området Van
bar en særlig lighed med den traditionelle angora type pga. deres lange pels.
Disse katte havde dog rødbrune markeringer på hovedet og en rødbrun ringet hale.
De blev af deres tyrkiske værtinde tilbudt to killinger, som ikke var i familie
med hinanden. En hunkat fra det sydøstlige Tyrkiet og en hankat fra Istanbul,
som de tog med hjem til England, hvormed de første van katte kom til Vesteuropa,
selvom de gennem århundrede var blevet holdt som kæledyr i Tyrkiet.
Begge killinger blev sat i karantæne i England og senere nedkom hunkatten med
tre killinger med næsten identiske hoved og hale markeringer. Laura startede et
avlsprogram med kattene, og i 1969 blev disse katte officielt anerkendt i
England som den tyrkiske van.
Legenden
En historie siger, at på Noahs ark var der pludselig for mange mus, da disse
som bekendt yngler ret kraftigt. Det blev efterhånden en museplage uden
lige, og noah spurgte en løve om hjælp til at løse dette problem. Løven
nyste en gang, og ud kom en kat med disse specielle van-aftegninger. Katten
gjorde hurtigt en ende på museplagen, og da arken strandede på Tyrkiets
højeste bjerg Ararat, gik van-katten i land, og søgte ned til området
omkring van-søen, hvor den fik sit helt eget område, og har hersket der lige
siden.
En anden historie siger, at Allah velsignede van-katten ved at sættte sine to tommelfingre på dens hoved. Derfor fik van-katten fik sine specielle aftegninger.
Udseende
Den tyrkiske van er en semilanghåret
kat med kalkhvid pels og farvede markeringer på hoved og hale. Hankatten er
betydelig større end hunkatten, og kan veje op til 8-9 kg. På grund af det
ekstreme klima hvori disse katte lever, er den tyrkiske van en muskuløs kat, med
betydelig kropsstyrke, kraftig knoglestruktur, og med et stærkt
overlevelsesinstinkt. Hovedet er let trekantet med lang lige næse. Øjenfarven
kan være ravfarvet, blå eller odd eyed
dvs. to forskellige farvet øjne.
De første tyrkiske vankatte i Vesteuropa var hvide med rødbrune markeringer på hoved og hale. Disse markeringer er det mest påfaldende træk ved den tyrkiske van. Hovedmarkeringen består sædvanligvis af to farvede pletter mellem ørene, blot adskilt af en tynd hvid skilling. Halen er ligeledes farvet.
Pels (-pleje)
Da den Tyrkiske van lever frit i
naturen, er den i stand til at klare sig selv i de barske Øst-tyrkiske
omgivelser, hvor klimaet varierer til ekstremerne. Den tyrkiske van har
tilpasset sig det ekstremt varierende klima således, at pelsen varierer en smule
fra vinter til sommer. Dens pels er utrolig blød og kashmir lignende. Der er
ingen underuld, så pelsen filtrer ikke, og er let for katten selv at holde.
Pelsen er også vandtæt og nærmest skyer vand. Såfremt katten hopper i vandet eller bliver våd ryster den sig bare, og er hurtig tør igen. Ligeledes hænger snavs og utøj sjældent ved pelsen.
Anerkendelse
I 1969 blev racen anerkendt i England,
og i 1971 kom anerkendelsen i FIFé. Dengang var den anerkendte farve kun
rød/hvid mens øjenfarven var ravfarvet. Dette var standarden i mange år indtil
man introducerede den fortyndende form (Creme/hvid) og de forskellige øjenfarver
(Blå og odd eyed). Senere i 1997 er andre farvevariationer blevet
accepteret indenfor FIFé. Disse farvevariationer inkluderer sort, blå og tortie
(trefarvede også kaldet padder).
Den første tyrkiske van kom
til Danmark i 1977, men det første tyrkiske van kuld blev først lavet i 1988.
På trods af kattens smukke
udseende er det stadig en forholdsvis sjælden katterace i Danmark. Der er langt
mellem de forskellige opdrættere, og det totale antal tyrkiske van katte her i
landet ligger under 150 stk. i år 2006. Langt de fleste tyrkiske van katte er
stadige rød/hvide, men der er i de senere år kommet enkelte katte med andre
farver til landet.
Temperament
Den Tyrkiske van er en meget livlig kat
med et bestemt temperament. Den holder af socialt samvær med både mennesker og
dyr, men ser ikke sig selv som et kæledyr, men derimod som en ledsager. Den tåler
ikke at blive ignoreret af sine mennesker, men forventer at man straks hilser på
den, når man kommer hjem. - Også selvom den ikke giver udtryk for at have
savnet selskab. Hvis den vil kæles for, skal den nok lade sine mennesker det
vide. Så tramper den straks rundt lige, hvor den får mest opmærksomhed, og bliver
vedholdende ved indtil den har fået de kæl den behøver. Ignorerer man den
alligevel, kan den let finde på at straffe sine mennesker ved at vælte noget på
gulvet. Den forventer, at menneskene er der når den har behov for det, og den
skal nok minde os mennesker om, at den er betydningsfuld. Den har en god
hukommelse og lærer hurtigt af sine fejl.
Den vil gerne ligge i
nærheden af sine mennesker og holde øje med dem eller endda hænge på ryggen af
menneskene. Men det er ikke en elegant kat. Den kan let falde ned når den ligger
og hygger sig, men lader altid som ingenting. Den har jo sin stolthed.
Den tyrkiske van er også
meget betaget af vand. Et af dens kendetegn er faktisk, at det er katten som
elsker vand og ind imellem kaldes den tyrkiske van også ”den svømmende kat”.
Dette kendetegn kommer nok af, at vankatten i naturen har været vant til at fange
sin føde i søen, og har fået hjælp til at holde pelsen af de mange mineraler,
som findes i vansøen grundet dens beliggenhed højt oppe over havets overflade.
Mange oplever, at den tyrkiske van i fangenskab fascineres stærkt af rindende
vand, og ligefrem plasker i vandet. Man kan også risikere at få besøg i
brusebadet eller badekarret. Men skal katten vaskes med sæbe, så er den ikke
længere interesseret.
Den elsker også at rulle sig i jord og sand og bliver derved meget beskidt, men kort tid efter er pelsen hvid igen.
Denne handling er fra naturens side med til at holde utøj væk fra pelsen, og er
noget den tyrkiske van kat har taget med sig i fangenskab.
Den tyrkiske
van er ikke bange for naturens luner. Den har ikke noget imod at komme ud og lege i
sneen, og følger fascinerende regndråbernes gang.
Sundhed
og sygdom
Da den
tyrkiske van er en katterace, som lever isoleret i naturens barske egne, har den
ikke de store sundhedsproblemer. Det er generelt en meget sund og robust kat,
men som ved alle andre katte bør man være opmærksom på tandsten.
For yderligere oplysninger om den tyrkiske van kan du gå ind på specialklubben Ankara Kedi’s hjemmeside http://www.ankarakedi.webbyen.dk/